Ak ja. Så kunne vi i går aftes følge Masho og Roba, de kære små børn fra Etiopien, i en hjerteskærende dokumentar om adoptionens pris. Der er så mange lag af svigt i denne fortælling at jeg ikke ved hvor jeg skulle starte, hvis jeg skulle udtale mig om det hele. Men som altid vil jeg tage de adopteredes parti og ligge mit fokus her.

Her 24 timer efter dokumentaren er der specielt én ting jeg har hæftet mig ved. Graden af svigt fra adoptivforældrenes side. Det danske par vælger at adoptere to børn på 2 og 4 år fra et land der er en dimentral modsætning til Danmark. Både i forhold til klima, etnicitet, opdragelseskultur og livsvilkår. Enhver der har læst på lektien omkring adoption af børn over 2 år ved, at risikoen for tilknytningsforstyrrelser hos barnet er højere end i adoptioner af spæde. Derfor forstår jeg heller ikke hvordan forældrene kan tage Masho på 4 år ind og derefter totalt opgive hende. Når beslutningen om at adoptere er taget, har adoptivforældre et ansvar der er større end deres egen inkompetence. Et ansvar der rækker langt længere end en forældres følelse af afmagt, stolthed og frustrationer.

Barnet har i forvejen lidt det største svigt af dem alle. De biologiske forældre gik. Dem som Masho havde troet ville elske hende og passe på hende for evigt,- de gik! Det forstår man ikke som 4 årig.

Hun viser sin sorg og sin vrede så tydeligt gennem hele dokumentaren. Hun kaster med ting, skriger og vrider sig i adoptionsfaderens arme for at komme fri. Hun begynder at lave tygge-bevægelser med munden. Det er jo en tvangshandling der er udsprunget af hendes totale traume. Forældrene vælger, på baggrund af en psykologs inkompetence i rådgivning, at være iskolde overfor Masho da hun går i sultestrejke i et par døgn og samtidig udfører sine tygge-bevægelser. Adoptivmoderen udtaler at: “det er en lille ting,- som irriterer hende grænseløst“. Masho gør jo ikke de her ting for at irritere moderen. Hun er dybt traumatiseret af en handling de som adoptivforældre har været medvirkede til at gennemføre. Det er ikke OK at straffe et barn for at være ulykkelig. Adoptivmoderen bør se ind ad og arbejde mere med sine egne frustrationer. Det er adoptivforældrene der ikke magtede at slå til. Det kan aldrig være Mashos fejl, eller hende der skal stoppe en emotionel tvangshandling,- fordi det irriterer adoptivmoderen. Hvad med at lade Masho udføre hendes tvangshandlinger? Der er åbenlyst et behov. Lad hende sørge, lad hende leve af is i to døgn hvis hun sultestrejker. Hvad blev der af at møde barnet der hvor hun er? I sorg, i fortvivlelse og i desperation. Det hjælper ikke at adoptivmoderen møder hende med kulde, vrede og irettesættelse ved bordet. Det giver kun yderligere traumer. Hvis adoptivmoderen søger en relation med en bæredygtig tilknytning, ja, så har hun tabt! At adoptivmoderen så vælger at referere til Masho som en “nitte“, er simpelthen så grænseoverskridende. Masho er et produkt af alle de fejl DanAdopt, forældrene og adoptivforældrene begik. Intet barn er en ‘nitte’. Der kan dog tales om komplet inkompetent forældreskab.

Til slut i dokumentaren vælger adoptivforældrene at sende Masho videre til en plejefamilie. Adoptivmoderen sætter pænt Masho på sengen og fortæller hende at nu skal hun ikke bo der mere. Hun skal bo hos den plejefamilie hvor hun har været i aflastning. Masho reagerer på en måde som jeg vil synes er forventet af en adopteret. Først med stilhed og så kom sætningen: “Jeg forstår det godt mor“. Masho er 5 år. Hun bliver svigtet igen, for 2. gang i sit liv af dem der lovede hende at passe på hende. På grund af de svigt har hun opbygget en hård kerne om sig selv. Men dem der svigtede beskytter hun stadig. Det er klassisk. Adopterede børn føler vreden og svigten, men alligevel beskytter vi. For det er det eneste familie vi har. “Jeg forstår det godt mor“…for jeg har prøvet det før.

At adoptivforældrene vælger at beholde Roba og skille søster og bror ad er endnu en vinkel jeg synes er utilgivelig. Masho skal have samkvem med adoptivforældrene og Roba. Det er mig ubegribeligt at de kun sender en af dem videre. Det er det sidste de to børn har tilbage. Hinanden. Også det vælger adoptivforældrene at nedbryde. Forstår de da ikke at den handling kan have en afgørende betydning for de to søskendes fremtidige relation? At de bryder et bånd som kan blive uopretteligt senere. Når Masho bliver ældre og ikke kan relatere til sin bror længere fordi deres verdener er så forskellige. Når Roba senere, måske føler skyld over at adoptivforældrene lod ham blive men sendte Masho afsted. Når det går op for begge børn at de kom fra samme vilkår, men senere hen ikke blev tilbudt de samme muligheder i livet.

Det jeg i sidste ende vil frem til er at to børneliv er ødelagt. Det bliver til to teenageliv og to voksenliv hvor både Masho og Roba skal kæmpe med alle de psykiske ar som DanAdopt, forældrene og adoptivforældrene forvoldte dem. De bliver aldrig helt OK igen. Så er spørgsmålet om systemet er klar til at gribe dem i fremtiden? I stedet for kun at lade psykologer rådgive adoptanter, så lad andre adopterede gøre det. Hvem er de største eksperter på adoptionsområdet? Os, de adopterede.

 

Hilsen, Tanja Hother.